Der er ingen frist for Kommissionens forelæggelse af et forslag.

Kommissærkollegiet vedtager Kommissionens forslag ved en skriftlig procedure (uden drøftelser) eller en mundtlig procedure (med drøftelser). Bliver en afstemning nødvendig, træffer Kommissionen sin beslutning med simpelt flertal.

1. Hvis du mener, at EU bør tage et lovgivningsinitiativ, har du flere muligheder. Du kan:

   1. iværksætte et borgerinitiativ – hvis du indsamler mindst 1 million underskrifter fra EU-borgere i mindst syv medlemsstater inden for et år, kan du anmode Europa-Kommissionen om at handle på områder, der falder inden for dens ansvarsområde.
      Mere om det europæiske borgerinitiativ

   2. henvende dig til dit medlem af Europa-Parlamentet, som kan:

      1. iværksætte den proces, hvormed Parlamentet anmoder Kommissionen om at forelægge lovgivningsforslag. Dette er kun muligt, når Parlamentet mener, at der er behov for EU-lovgivning for at bidrage til gennemførelsen af traktaterne. Afviser Kommissionen at forelægge et forslag, skal den give en begrundelse herfor.

      2. anmode et parlamentsudvalg om at udarbejde en initiativbetænkning, som – når den er blevet vedtaget af Parlamentet, og selv om den ikke er bindende – kan lægge pres på Kommissionen, så den forelægger nye forslag

      3. stille Kommissionen en forespørgsel, på grundlag af hvilken den kan overveje at udarbejde lovgivning.
         Mere om forespørgsler

   3. indsende et andragende til Europa-Parlamentet.
      Mere om andragender.

2. Når Kommissionen begynder at forberede eller revidere lovgivning, iværksætter den sædvanligvis en offentlig høring, hvor interesserede parter og eksperter kan komme med deres synspunkter.
   Mere om offentlige høringer.

Det dokument, Kommissionen forelægger, kaldes: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (eller direktiv eller afgørelse) om [emne].

Dokumentreferencen indeholder: COM(årstal med fire cifre)nummer med fire cifre.

Kommissionen under Jean-Claude Junckers ledelse (2014-2019) fremlagde 396 forslag under den almindelige lovgivningsprocedure, hvilket var færre end de 584 forslag, der blev fremlagt af den anden Kommission under José Manuel Barrosos ledelse (2009-2014), de 508 forslag, der blev fremlagt af den første Barroso-Kommission (2004-2009) og de 432 forslag, der blev fremlagt af Romano Prodi-Kommissionen (1999-2004).

Det lavere antal forslag afspejler Juncker-Kommissionens bevidste beslutning fra mandatperiodens begyndelse om, at den ville gøre mindre, men (...) gøre det mere effektivt. Samtidig var et betydeligt antal forslag brede, tværpolitiske forslag, der var nødt til at blive behandlet af to eller flere parlamentariske udvalg.

Europa-Kommissionen forbereder forslag til lovgivning på eget initiativ, efter anmodning fra andre EU-institutioner eller -lande eller som følge af et borgerinitiativ, ofte efter offentlige høringer. Det endelige forslag fremsendes samtidigt til Europa-Parlamentet, Rådet og de nationale parlamenter og i visse tilfælde til Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

1. Den almindelige lovgivningsprocedure begynder med forelæggelsen af et lovgivningsmæssigt forslag for Europa-Parlamentet og Rådet.

2. Den almindelige lovgivningsprocedure gælder for tiden på 85 definerede politikområder, som dækker størstedelen af EU’s kompetenceområder.

3. "Initiativretten" ligger hos Europa-Kommissionen. Den er ansvarlig for at forelægge de fleste lovgivningsforslag. Parlamentet og Rådet kan imidlertid anmode Kommissionen om at forelægge forslag, og i enkelte veldefinerede tilfælde kan andre institutioner komme med forslag.

4. Parlamentet kan (med et flertal af sine medlemmer) anmode Kommissionen om at forelægge et forslag i sager, hvor Parlamentet mener, at der er behov for EU-lovgivning for at hjælpe med gennemførelsen af traktaterne. Afviser Kommissionen at forelægge et forslag, skal den give en begrundelse herfor.

5. Rådet (der træffer afgørelse med simpelt flertal) kan anmode Kommissionen om at foretage undersøgelser, som ministrene anser for hensigtsmæssige for at virkeliggøre fælles mål, og om at få forelagt dertil egnede forslag.

6. I de følgende meget specifikke tilfælde giver traktaterne mulighed for at iværksætte den almindelige lovgivningsprocedure:

   • på initiativ af en fjerdedel af medlemsstaterne (retligt samarbejde i straffesager, politisamarbejde)

   • på grundlag af en henstilling fra Den Europæiske Centralbank (visse artikler i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank)

   • på foranledning af Den Europæiske Unions Domstol (oprettelse af specialretter tilknyttet Retten, der i første instans skal træffe afgørelse i visse arter af sager inden for særlige områder, og visse bestemmelser i statutten for Den Europæiske Unions Domstol)

   • på foranledning af Den Europæiske Investeringsbank.

7. Et forslag fra Kommissionen kan også komme på foranledning af et europæisk borgerinitiativ.

8. Kommissionens forslag er resultatet af en omfattende høringsproces, som kan gennemføres på flere forskellige måder (en obligatorisk konsekvensanalyse, ekspertundersøgelser, høring af nationale eksperter, internationale organisationer og/eller ikkestatslige organisationer, høring på grundlag af grøn- og hvidbøger osv.).

9. Der iværksættes også en høringsproces blandt Kommissionens tjenestegrene for at sikre, at der tages højde for alle sagens aspekter (høring af andre tjenestegrene).

10. Kommissionens forslag vedtages som regel af kommissærkollegiet på grundlag af enten en skriftlig procedure (ingen drøftelser blandt kommissærerne) eller en mundtlig procedure (sagen drøftes i kommissærkollegiet), og det offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

11. Kommissionen forelægger sit forslag til lovgivning (i reglen til en forordning, et direktiv eller en afgørelse) for Europa-Parlamentet og Rådet, men også for alle de nationale parlamenter i EU og, hvor det er relevant, for Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

De nationale parlamenters rolle

12. I henhold til protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle og protokol nr. 2 om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i traktaten om Den Europæiske Union har det enkelte nationale parlament otte uger til at afgive en begrundet udtalelse, hvis det mener, at et lovgivningsforslag ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Hvert nationalt parlament har to stemmer. I lande med tokammersystemer har hvert kammer én stemme.

13. Hvis mindst en tredjedel af de nationale parlamenter mener, at et lovforslag ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, skal det tages op til fornyet overvejelse ("det gule kort"). Denne grænse falder til en fjerdedel for et udkast til et lovgivningsmæssigt forslag, der er forelagt på grundlag af artikel 76 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (retligt samarbejde i straffesager og politisamarbejde). Efter ”gult kort”-gennemgangen kan den institution (normalt Kommissionen), der har stillet forslaget, beslutte at fastholde eller ændre udkastet eller trække det tilbage.

14. Under den almindelige lovgivningsprocedure skal Kommissionen endvidere, hvis et simpelt flertal af de nationale parlamenter ikke mener, at udkastet til lovgivningsmæssigt forslag er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, tage udkastet op til fornyet overvejelse ("det orange kort"). Efter en sådan gennemgang kan Kommissionen beslutte at fastholde eller ændre forslaget eller trække det tilbage. Hvis Kommissionen beslutter at opretholde forslaget, skal den begrunde dette. Europa-Parlamentet og Rådet skal derefter, inden førstebehandlingen afsluttes, overveje, hvorvidt forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Hvis Parlamentet med simpelt flertal af sine medlemmer, eller Rådet med et flertal på 55 % af sine medlemmer mener, at forslaget ikke overholder nærhedsprincippet, forkastes det.

15. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) og Regionsudvalget skal høres af Kommissionen og Rådet om visse spørgsmål, eller når Rådet finder det passende. For eksempel skal EØSU afgive udtalelse om økonomisk politik og socialpolitik, og Regionsudvalget skal høres om miljø, uddannelse og transport. Rådet og Kommissionen kan fastsætte en frist for fremsendelsen af udtalelser. Europa-Parlamentet kan også vælge at høre de to udvalg. Endvidere kan udvalgene udarbejde udtalelser på eget initiativ.

Der er ikke nogen tidsbegrænsning for Parlamentets førstebehandling.

Afstemningen hhv. i udvalget og på plenarmødet foregår med simpelt flertal af de afgivne stemmer.

Når forslaget fremsendes til Parlamentet, begynder ordføreren og de såkaldte skyggeordførere (medlemmer, som sædvanligvis udpeges af hver af de politiske grupper til at følge en bestemt procedure) normalt at indsamle andre berørte parters holdninger. Du kan sende din holdning til dem, til ethvert andet medlem af udvalget eller til ethvert medlem af Parlamentet.

I udvalgsfasen kan ændringsforslag kun indgives af et ordinært medlem eller et stedfortrædende medlem af det pågældende udvalg, mens ændringsforslag på plenarmødet skal indgives af det korresponderende udvalg, en politisk gruppe eller mindst 36 medlemmer (en tyvendedel af Parlamentets medlemmer).

Udvalgene arrangerer til tider offentlige høringer, hvor du måske vil kunne deltage.

Udvalgs- og plenarmøder webstreames direkte. Du kan følge dem live her.

Du kan give dit medlem råd om, hvilke af de fremsatte ændringsforslag, du mener, er fordelagtige eller det modsatte.

Parlamentet vedtager Europa-Parlamentets holdning ved førstebehandlingen.

I 8. valgperiode (2014-2019) var Udvalget om Borgernes Rettigheder ansvarlig for 13 % af alle sager under den almindelige lovgivningsprocedure, efterfulgt af Økonomi- og Valutaudvalget, som stod for 12 % af alle sager. Miljøudvalget og Transportudvalget stod hver især for 11 % af alle sager.

Til sammenligning gik 14 % af sagerne under den fælles beslutningsprocedure/den almindelige lovgivningsprocedure i 7. valgperiode (2009-2014) til Miljøudvalget, 11 % til Økonomi- og Valutaudvalget og 10 % til Udvalget om International Handel og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender.

Europa-Parlamentets formand henviser forslaget til et parlamentsudvalg, som udpeger en ordfører, som er ansvarlig for udarbejdelsen af et udkast til betænkning, som indeholder ændringsforslag til den foreslåede tekst. Udvalget stemmer så om denne betænkning og de ændringsforslag, som andre medlemmer af udvalget har stillet til den. Herefter forhandler og stemmer Europa-Parlamentet om forslaget til lovgivning på sit plenarmøde på grundlag af udvalgets betænkning og ændringsforslag. Resultatet heraf er Parlamentets holdning ved førstebehandling. Parlamentet kan acceptere forslaget uden ændringer eller foretage ændringer. Det kan også forkaste Kommissionens forslag og opfordre Kommissionen til at tage det tilbage. Parlamentets holdning ved førstebehandling sendes til Rådet.

1. Når et lovgivningsmæssigt forslag fra Europa-Kommissionen kommer til Europa-Parlamentet, henviser formanden efter høring af de relevante tekniske tjenester det til det kompetente udvalg.

2. Valget af udvalg afhænger af det emne, forslaget drejer sig om.

3. Andre udvalg kan gives mulighed for at afgive en udtalelse, hvis emnet også vedrører dem.

4. I tilfælde af kompetencestridigheder, f.eks. hvis sagen i næsten lige stort omfang henhører under to eller flere udvalgs kompetence, træffer Formandskonferencen afgørelse om proceduren på grundlag af en indstilling fra Udvalgsformandskonferencen.

5. Kompetencestridigheder kan løses gennem procedurer med associerede udvalg eller med fælles udvalgsmøder og afstemninger.

6. Et associeret udvalg arbejder med forslaget samtidigt med det kompetente udvalg ifølge en tidsplan, der er aftalt i fællesskab. Begge udvalgs ordførere identificerer de dele af teksten, der henhører under deres enekompetence eller delt kompetence, og indgår en aftale om, hvordan deres samarbejde præcist skal forløbe. Ordførerne holder hinanden underrettet og bør nå til enighed om de tekster, de foreslår deres udvalg, og om deres holdning til ændringsforslag. Det kompetente udvalg bør acceptere ændringsforslag fra et associeret udvalg uden afstemning, hvis de vedrører spørgsmål, som henhører under det associerede udvalgs enekompetence.

7. Er der uenighed mellem et kompetent udvalg og et associeret udvalg om kompetence, kan Formandskonferencen afgøre, hvem der har kompetencen, eller den kan vælge fælles udvalgsmøder, hvis emnet henhører under begge udvalgs kompetence i lige høj grad.

8. Hvis der er tale om fælles udvalgsmøder, udarbejder ordførerne et fælles udkast til betænkning, som de berørte udvalg behandler og stemmer om på fælles møder, der også ledes af udvalgene i fællesskab.

9. Det kompetente udvalg i Parlamentet kontrollerer først forslagets retsgrundlag. Det kan anmode det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål, om en udtalelse. Dette udvalg kan også på eget initiativ beslutte at kontrollere retsgrundlaget.

10. Hvis forslaget har finansielle implikationer, skal det kompetente udvalg også kontrollere, at det er foreneligt med den flerårige finansielle ramme, dvs. at der er tilstrækkelige finansielle ressourcer. Det udvalg, der er ansvarligt for budgetanliggender, kan også foretage en sådan kontrol på eget initiativ.

11. Hvis det korresponderende udvalg, en politisk gruppe eller mindst 36 medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP'er) mener, at forslaget eller dele af det ikke er i overensstemmelse med EU's grundlæggende rettigheder, kan forslaget henvises til det udvalg, der er kompetent med hensyn til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder (Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender).

12. Når et udvalg er blevet erklæret ansvarligt for forslaget (korresponderende udvalg), udpeger det en ordfører blandt sine medlemmer. I praksis er det de koordinatorer, der repræsenterer de politiske grupper, som afgør, hvilken politisk gruppe, der skal tage sig af betænkningen. Denne gruppe foreslår en ordfører blandt sine udvalgsmedlemmer eller faste stedfortrædere.

13. Ordførere kan vælges på forhånd på grundlag af Kommissionens årlige arbejdsprogram, hvilket gør det muligt for dem at følge forslaget i forbindelse med dettes udarbejdelse, inden det forelægges for Parlamentet.

14. Andre politiske grupper kan udpege skyggeordførere, som har ansvaret for at forberede gruppens holdning og overvåge ordførerens arbejde.

15. Ordføreren leder forslaget gennem procedurens forskellige trin og rådgiver udvalget (under behandlingen på udvalgsniveau) og Parlamentet som sådan (på plenarstadiet) om de overordnede aspekter.

16. Ordføreren har ansvaret for at forelægge et udkast til betænkning for udvalget, herunder ændringsforslag til Kommissionens forslag.

17. Parlamentsudvalget mødes normalt flere gange for at behandle udkastet til betænkning.

18. Når der er tale om kontroversielle eller "tekniske" sager, er det ikke usædvanligt, at der arrangeres høringer med eksperter eller bestilles konsekvensanalyser.

19. I forbindelse med forhandlingerne i udvalget kan Kommissionen forsvare sit forslag og besvare spørgsmål fra udvalgets medlemmer.

20. Eftersom Rådet normalt modtager Kommissionens forslag og begynder at arbejde med det samtidigt med Parlamentet, anmoder udvalget almindeligvis Kommissionen og Rådet om at blive holdt underrettet om udviklingen i behandlingen af dette forslag i Rådet og dets arbejdsgrupper.

21. Associerede udvalg og udvalg, der afgiver udtalelse, fremsender deres udtalelser til det kompetente udvalg.

22. Ethvert ordinært medlem eller stedfortrædende medlem af udvalget kan indgive ændringsforslag inden for den frist, der er fastsat af det kompetente udvalg. Der skal stemmes om alle ændringsforslag i det kompetente udvalg, som stemmer med simpelt flertal.

23. Inden det kompetente udvalg foretager den endelige afstemning om et forslag til lovgivningsmæssig retsakt, anmoder det Kommissionen om at tilkendegive, hvorledes den stiller sig til alle de ændringsforslag, udvalget har vedtaget, og beder Rådet om at udtale sig.

24. Når betænkningen er vedtaget af udvalget, sættes den på plenarmødets dagsorden.

25. En politisk gruppe eller mindst 36 medlemmer kan stille ændringsforslag til betænkningen og få dem sat under afstemning på plenarmødet. Fristen for at stille ændringsforslag til plenarmødet er normalt kl. 12.00 onsdag i ugen inden mødeperioden.

26. På plenarmødet forhandles der om det lovgivningsmæssige forslag på grundlag af den betænkning, der er udarbejdet af det kompetente udvalg, herunder eventuelle fremsatte ændringsforslag, et forslag til lovgivningsmæssig beslutning og, hvor det er relevant, en begrundelse ved ordføreren.

27. I løbet af forhandlingerne på plenarmødet forud for afstemningen meddeler og forklarer den tilstedeværende kommissær Kommissionens holdning til eventuelle fremsatte ændringsforslag. Kommissionens holdning til Parlamentets ændringsforslag godkendes af kommissærkollegiet.

28. Parlamentet stemmer først om ændringsforslag til Kommissionens forslag. Så stemmer det om forslaget, uanset om det er ændret eller ikke, og herefter om eventuelle ændringsforslag til forslaget til lovgivningsmæssig beslutning. Den lovgivningsmæssige beslutning indeholder kun en erklæring om, hvorvidt Parlamentet godkender, forkaster eller ændrer forslaget. Det kan eventuelt omfatte specifikke anmodninger, sædvanligvis rettet til de andre institutioner, eller præciseringer.

29. Alle ovennævnte afstemninger foregår med simpelt flertal, dvs. et flertal af de afgivne stemmer.

30. Parlamentet kan:

    • forkaste forslaget som helhed

    • godkende forslaget uden ændringer

    • godkende det med ændringer.

31. Inden afstemningen om eventuelle ændringsforslag kan formanden anmode Kommissionen om at tilkendegive sin holdning og Rådet om at udtale sig.

32. Vedtages et forslag om forkastelse af forslaget, der er fremsat af det kompetente udvalg, en politisk gruppe eller mindst 36 medlemmer, anmoder Parlamentets formand Kommissionen om at tage sit forslag tilbage. Gør Kommissionen det, standser lovgivningsproceduren. Hvis Kommissionen nægter at gøre det, kan Parlamentet beslutte at henvise sagen til fornyet behandling i det parlamentariske udvalg. Den kan også beslutte at gøre dette, hvis Kommissionens forslag, eventuelt som ændret, ikke opnår et flertal af de afgivne stemmer.

33. Formanden fremsender forslaget i den af Parlamentet vedtagne affattelse sammen med den dertil hørende beslutning til Rådet og Kommissionen som Parlamentets holdning.

34. Når Parlamentet har afsluttet førstebehandlingen, kan Kommissionen vedtage et ”ændret forslag”, hvori en række af Parlamentets ændringer er indarbejdet.

35. Der er ikke fastsat nogen frist for Parlamentets førstebehandling i traktaten.

Forhandlinger mellem Parlamentet og Rådet

36. Siden Amsterdamtraktaten har det været muligt at afslutte en almindelig lovgivningsprocedure ved førstebehandlingen. Det er i de seneste år blevet mere almindeligt, at der opnås enighed ved førstebehandlingen. For at gøre dette er medlovgiverne (Parlamentet og Rådet) nødt til at forhandle, medmindre de begge godkender Kommissionens forslag uden ændringer eller accepterer mindre tekniske ændringer, som ikke kræver forhandling.

37. Hvis udvalget ønsker at indlede forhandlinger med Rådet med henblik på at opnå enighed ved førstebehandlingen, kan det også, efter at have vedtaget sin betænkning, vedtage en beslutning om at forhandle, hvortil der kræves et absolut flertal.

38. Udvalgets betænkning udgør mandatet og meddeles på plenarmødet. Medlemmerne har derefter 24 timer til at gøre indsigelse. Hvis der ikke er gjort nogen indsigelser inden fristens udløb, kan udvalget indlede forhandlingerne. Hvis der gøres indsigelse, sættes mandatet under afstemning på plenarmødet, hvorved et simpelt flertal af Parlamentets medlemmer kan godkende mandatet. Hvis mandatet bliver forkastet, sættes udvalgets betænkning og eventuelle ændringer på dagsordenen for den efterfølgende plenarforsamling, hvor Parlamentet kan vedtage sin holdning ved førstebehandling eller henvise forslaget til forhandling eller til fornyet behandling i udvalget (på grundlag af ændringsforslag, der er fremsat på plenarmødet).

39. Udvalget kan alternativt med det samme søge at få et mandat fra plenarforsamlingen. I sådanne tilfælde vil udvalget forelægge sin betænkning for plenarforsamlingen, som inden afslutningen af Parlamentets førstebehandlingsafstemning kan beslutte at sende sagen tilbage til udvalget til forhandling sammen med eventuelle ændringsforslag, som blev vedtaget af plenarforsamlingen.

40. Ved interinstitutionelle forhandlinger om lovgivningsforslag ledes Parlamentets forhandlingsteam af formanden for det kompetente udvalg, mens ordføreren for den specifikke sag spiller en ledende rolle i forsvaret af Parlamentets holdning. Teamet omfatter også skyggeordførerne fra de politiske grupper.

41. Krones disse forhandlinger med succes, sender formanden for Komitéen af Faste Repræsentanter (Coreper), der forbereder Rådets afgørelser, en skrivelse til formanden for det kompetente udvalg i Parlamentet, hvori Rådet forpligter sig til at godkende Parlamentets ændringsforslag, hvis de er i overensstemmelse med det kompromis, som Rådet og Parlamentet er nået frem til i fællesskab.

42. Den foreløbige aftale skal godkendes af det korresponderende udvalg med et simpelt flertal. Derefter forelægges det på plenarforsamlingen af det kompetente udvalg.

43. Foreløbige aftaler prioriteres på plenarmødet. Afstemning om sådanne aftaler finder sted efter eventuelle afstemninger om forslag om forkastelse, men generelt før afstemning om ændringsforslag.

Der er ikke nogen tidsbegrænsning for Rådets førstebehandling.

Rådet træffer beslutninger med kvalificeret flertal, medmindre dets holdning er forskellig fra Kommissionens, hvilket stiller krav om enstemmighed.

Find ud af, hvilken holdning din regering har til foreslået lovgivning, og send dine kommentarer og bekymringer til de relevante nationale myndigheder.

Hvis Rådet vedtager Parlamentets holdning uden ændringer, er retsakten vedtaget, og den offentliggøres som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (eller forordning eller afgørelse).

Hvis Rådet foreslår ændringer til Parlamentets holdning ved førstebehandling, kaldes det deraf følgende dokument: Rådets førstebehandlingsholdning.

I valgperioden 2014-2019 blev 89 % af sagerne vedtaget ved førstebehandlingen sammenlignet med 85 % i valgperioden 2009-2014, 72 % i 2004-2009 og 29 % i 1999-2004.

Den gennemsnitlige tid for vedtagelse ved førstebehandlingen af forslag fra Kommissionen – fra offentliggørelse af forslaget frem til undertegnelsen efter vedtagelsen af retsakten – var lige under 18 måneder i valgperioden 2014-2019, sammenlignet med 17 måneder i valgperioden 2009-2014, 16 måneder i valgperioden 2004-2009 og 11 måneder i 1999-2004.

Det forberedende arbejde i Rådet foregår parallelt med førstebehandlingen i Parlamentet, men Rådet kan formelt kun foretage sin førstebehandling på grundlag af Parlamentets holdning. Rådet kan: acceptere Parlamentets holdning, hvorefter retsakten er vedtaget, eller vedtage ændringer til Parlamentets holdning, hvilket fører til Rådets førstebehandlingsholdning, som derefter sendes til Parlamentet til andenbehandling.

1. Kommissionens forslag fremsendes til Rådet samtidigt med fremsendelsen til Europa-Parlamentet.

2. Det forberedende arbejde i Rådet foregår parallelt med førstebehandlingen i Parlamentet, men Rådet kan kun vedtage sin holdning, efter at Parlamentet har reageret.

3. Institutionerne opfordres til at udveksle oplysninger om arbejdet med og tidsplanen for forhandlingerne inden for rammerne af den almindelige lovgivningsprocedure.

4. Som det er tilfældet for Parlamentet, er der ikke nogen tidsfrist for Rådets førstebehandling.

5. Rådets afgørelser forberedes i særlige arbejdsgrupper, der udgøres af repræsentanter fra medlemsstaterne med repræsentanten for det land, der har det halvårlige roterende formandskab, som formand, bistået af Rådets sekretariat. Arbejdsgrupperne aflægger beretning til Komitéen for Faste Repræsentanter (Coreper I eller II), som forbereder alle rådsafgørelser, der træffes på ministerniveau.

6. Inden Rådets førstebehandlingsholdning nås, kan Rådet nå til principiel enighed, normalt kaldet en generel indstilling.

   1. Dette kan udgøre Rådets mandat til forhandlingerne med Parlamentet.

   2. Oftere vedtager Rådet forhandlingsmandater i Komitéen for De Faste Repræsentanter (Coreper). Efter at forhandlingerne med Parlamentet er afsluttet, eller hvis der ikke er nogen forhandlinger, når Rådet først en "politisk aftale", hvorved hovedlinjerne i dets foreslåede førstebehandlingsholdning fastlægges. Detaljerne i denne aftale færdiggøres derefter af arbejdsgruppen, verificeres af juristlingvister (juridiske eksperter for hvert sprog, som overvåger, at teksten er juridisk og sprogligt korrekt) og vedtages formelt som en førstebehandlingsholdning af Rådet på et efterfølgende møde.

   I begge tilfælde fastlægger Rådet først endeligt sin holdning, efter det har modtaget Parlamentets ændringer fra førstebehandlingen og Kommissionens deraf følgende ændrede forslag.

7. En førstebehandlingsholdning kan vedtages uden forhandling, hvis der er opnået enighed på et forberedende stade ("A"-emne på dagsordenen), med forhandling ("B"-emne) eller i exceptionelle tilfælde ved skriftlig procedure. I de første to tilfælde er drøftelserne offentlige.

8. Rådet træffer sin afgørelse med kvalificeret flertal, undtagen vedrørende beskatning, social sikring, udenrigspolitik, forsvar og operationelt politisamarbejde, som alle kræver enstemmighed.

9. Der er fire mulige scenarier for Rådets førstebehandling:

   1. Har Parlamentet ikke vedtaget nogen ændringer, og ønsker Rådet ikke at ændre Kommissionens forslag, kan det godkende retsakten med kvalificeret flertal. Herpå er retsakten vedtaget.

   2. Har Parlamentet vedtaget ændringer, afhænger retsaktens vedtagelse af, om Rådet godkender alle ændringerne med kvalificeret flertal, hvis Kommissionen har indarbejdet dem i sit ændrede forslag, eller med enstemmighed, hvis den ikke har indarbejdet dem. Retsakten vedtages, hvis Rådet godkender alle Parlamentets ændringer.

   Når retsakten er vedtaget, fremsendes den til undertegnelse til Parlamentets og Rådets formænd og generalsekretærer og offentliggøres herefter i EU-Tidende.

   3. Selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af traktaten, er der bred enighed om, at Rådet med kvalificeret flertal kan forkaste Kommissionens forslag som helhed.

      Kommissionen kan beslutte at tage sit forslag tilbage eller at ændre det på et hvilket som helst tidspunkt i førstebehandlingen.

   4. Vedtager Rådet ikke alle Parlamentets ændringer, eller ønsker det selv at ændre teksten, vedtager det en førstebehandlingsholdning.

10. Førstebehandlingsholdningens tekst sendes til Parlamentet sammen med en begrundelse og eventuelle erklæringer, som Rådet og/eller Kommissionen har afgivet til Rådets protokol. Kommissionen giver Parlamentet en redegørelse for sin holdning.

11. Parlamentet underrettes generelt om Rådets førstebehandlingsholdning på plenarmødet efter dets formelle vedtagelse. Tidsfristerne i traktaten for de efterfølgende trin i proceduren begynder, efter at Parlamentet på plenarmødet har meddelt, at det har modtaget Rådets førstebehandlingsholdning (dagen efter meddelelsen, som normalt finder sted om torsdagen).

12. Når det er muligt, finder der uformelle kontakter sted i tidsrummet mellem den politiske aftale og den formelle meddelelse af Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på at lette en (tidlig) enighed ved andenbehandlingen (også kaldet "førstebehandlingsholdning, der er forhandlet på forhånd").

Forhandlinger mellem EU-institutionerne

Når de to lovgivende institutioner sigter efter at nå til enighed ved førstebehandlingen, organiserer de uformelle møder mellem repræsentanter for Parlamentet (ordfører og skyggeordførere), Rådet (rådsformandsskabets formand for arbejdsgruppen og/eller Coreper, nogle gange også en minister) og Kommissionen (afdelingen med ansvar for sagen, nogle gange også den ansvarlige kommissær). Disse møder kendes under betegnelsen triloger.

Formålet er at sikre, at Parlamentets ændringer, der er vedtaget på plenarmødet, kan accepteres af Rådet. Kommissionen spiller ofte en rolle som mægler med hensyn til kompromistekster.

De to medlovgivere forhandler også ofte efter Parlamentets førstebehandling, men før Rådet vedtager sin førstebehandlingsholdning. Hvis sådanne forhandlinger lykkes, fører de til såkaldte tidlige andenbehandlingsaftaler, idet Parlamentets andenbehandlingsholdning, som vil være identisk med Rådets førstebehandlingsholdning, afslutter lovgivningsproceduren.

I modsætning til forhandlinger i førstebehandlingsfasen vil Parlamentets mandat være dets holdning ved førstebehandling. Hvis forhandlingerne lykkes, sender formanden for det kompetente parlamentsudvalg en skrivelse til formanden for Coreper, hvori Parlamentet forpligter sig til at godkende Rådets ændringer, hvis de er i overensstemmelse med det aftalte kompromis.

Den foreløbige aftale skal godkendes af det korresponderende udvalg med et simpelt flertal. Derefter indgives det til plenarforsamlingen af det kompetente udvalg.

Parlamentet har tre måneder til at gennemføre sin andenbehandling med mulighed for en måneds forlængelse.

Det kompetente udvalg i Parlamentet træffer sin afgørelse med et simpelt flertal af de afgivne stemmer.

Plenarforsamlingen kan med simpelt flertal af de afgivne stemmer godkende Rådets førstebehandlingsholdning uden ændringer. Ændringer til eller forkastelse af Rådets holdning skal vedtages med absolut flertal af Parlamentets medlemmer.

Muligheden for at ændre udkastet er meget lille. Ændringsmuligheder begrænser sig til genfremsættelse af Parlamentets tidligere ændringsforslag, ændringsforslag, som afspejler indholdet af kompromisser mellem Parlamentet og Rådet, eller en ny retlig situation. Du kan imidlertid stadig kontakte dit medlem og bede vedkommende om at stemme for eller imod ændringsforslag og selve betænkningen.

Hvis Parlamentet godkender Rådets førstebehandlingsholdning, vedtager det en Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning om Rådets førstebehandlingsholdning. Retsakten er således vedtaget, og den offentliggøres som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (eller forordning eller afgørelse).

Hvis Europa-Parlamentet stemmer med henblik på at ændre Rådets holdning, vedtager det Europa-Parlamentets holdning ved andenbehandling.

I valgperioden 2014-2019 blev 41 ud af 401 afsluttede sager under den almindelige lovgivningsprocedure (10 %) vedtaget ved såkaldte tidlige andenbehandlinger, hvor Parlamentet vedtog en forud forhandlet (mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen) Rådets førstebehandlingsholdning uden ændringer, hvilket betyder, at retsakten vedtages. Den gennemsnitlige varighed af proceduren for tidlige andenbehandlingsaftaler var 39 måneder.

I perioden 2009-2014 blev 8 % af sagerne vedtaget ved tidlig andenbehandling, hvorved den gennemsnitlige behandlingstid var 32 måneder. I perioden 2004-2009 blev 10 % af sagerne vedtaget ved tidlig andenbehandling, hvorved den gennemsnitlige behandlingstid var 25 måneder. I perioden 1999-2004 blev 25 % af sagerne vedtaget ved tidlig andenbehandling, hvorved den gennemsnitlige behandlingstid var 23 måneder.

Europa-Parlamentet har tre (med mulighed for forlængelse til fire) måneder til behandlingen af Rådets holdning. Rådet holdning behandles først i Parlamentets kompetente udvalg, som udarbejder en indstilling ved andenbehandling. Der stemmes om indstillingen på plenarmødet, herunder om mulige (men dog) begrænsede ændringer. Der er fire mulige resultater af andenbehandlingen: Parlamentet godkender Rådet holdning, hvormed retsakten er vedtaget, Parlamentet træffer ikke en afgørelse inden fristen, hvorefter sagen er vedtaget som ændret af Rådet ved dettes førstebehandling, Parlamentet forkaster Rådets førstebehandlingsholdning, hvorefter sagen ikke vedtages, og proceduren afsluttes, Parlamentet stiller ændringsforslag til Rådets førstebehandlingsholdning og fremsender sin holdning til andenbehandling til Rådet.

1. Er Rådet ikke enigt i Europa-Parlamentets holdning ved førstebehandling, vedtager det Rådets førstebehandlingsholdning, som fremsendes til Parlamentet. Parlamentet modtager også en meddelelse fra Kommissionen, hvori den forklarer sin holdning til Rådets holdning og sine bevæggrunde til, at den støtter eller er imod denne.

2. De dokumenter, Parlamentet modtager, omfatter:

   • Rådets førstebehandlingsholdning

   • samtlige erklæringer, som er afgivet til Rådets protokol i forbindelse med Rådets vedtagelse af holdningen

   • grundene til Rådets holdning

   • Kommissionens holdning.

3. Efter modtagelsen og gennemgangen af dokumenterne kommer formanden med en meddelelse på plenarmødet, hvori modtagelsen af Rådets førstebehandlingsholdning og Kommissionens meddelelse herom tages til efterretning. Dokumenterne fremsendes automatisk til det kompetente udvalg, som er det samme som ved førstebehandlingen. Dokumenterne er tilgængelige på alle officielle sprog.

4. Modsat førstebehandlingen gælder der strenge tidsfrister for andenbehandlingen. Parlamentet skal handle inden for tre måneder (som Parlamentet eller Rådet kan anmode om at få forlænget til fire). Startdatoen er meddelelsen af Rådets førstebehandlingsholdning på plenarmødet.

5. Andenbehandlingen i udvalget ligner groft sagt proceduren for førstebehandlingen, men den tekst, der skal ændres, er Rådets førstebehandlingsholdning og ikke Kommissionens forslag. Der udarbejdes kun en betænkning af det korresponderende udvalg, der udarbejdes ingen udtalelser af andre udvalg.

6. Rådet kan inviteres til at forelægge sin holdning på det første møde i det kompetente udvalg.

7. Ordføreren (sædvanligvis det samme medlem, som udarbejdede betænkningen ved førstebehandlingen) udarbejder et udkast til indstilling, dvs. en betænkning ved andenbehandlingen.

8. Udkastet til indstilling indeholder ordførerens ændringsforslag. Kun ordinære medlemmer eller faste stedfortrædere i det kompetente udvalg kan stille yderligere ændringsforslag.

9. Der er begrænsninger for ændringsforslag ved andenbehandlingen i udvalget og på plenarmødet. De kan kun antages til behandling, hvis de søger:

   • helt eller delvis at genetablere Parlamentets holdning ved førstebehandlingen

   • at nå til et kompromis mellem Rådet og Parlamentet

   • at ændre en del eller flere dele af Rådets tekst, som ikke indgik i eller er forskellig fra det oprindelige forslag fra Kommissionen

   • at tage hensyn til en ny faktisk situation eller en retlig situation, der er opstået siden Parlamentets holdning ved førstebehandling.

10. Det kompetente udvalgs formand beslutter, om ændringsforslag kan behandles.

11. Hvis der har fundet valg sted til Europa-Parlamentet siden førstebehandlingen, kan formanden beslutte, at begrænsningerne ikke finder anvendelse.

12. Udvalget træffer afgørelse om ændringsforslagene og indstillingen ved andenbehandling med simpelt flertal.

13. Efter afstemningen i udvalget går indstillingen videre til plenarmødet.

14. I indstillingen foreslås Rådets førstebehandlingsholdning godkendt, ændret eller forkastet, og den indeholder en kort begrundelse for den foreslåede afgørelse.

15. Rådets holdning og udvalgets andenbehandlingsindstilling sættes automatisk på forslaget til dagsorden onsdagen inden fristen for Parlamentets andenbehandling, men den kan behandles på et tidligere plenarmøde.

16. Det kompetente udvalg, en politisk gruppe eller mindst 36 medlemmer kan indgive ændringsforslag til plenarmødet.

17. Der gælder samme begrænsninger for ændringsforslag til plenarmødet som i udvalgsstadiet. Parlamentets formand beslutter, hvorvidt ændringsforslag indgivet til plenarmødet kan behandles. Formandens afgørelse kan ikke anfægtes.

18. Inden afstemningen om eventuelle ændringsforslag på plenarmødet kan formanden anmode Kommissionen om at angive, hvorvidt den er villig til at acceptere disse eller ej.

19. I sådanne tilfælde redegør den ansvarlige kommissær for Kommissionens holdning til ændringsforslagene ved plenarmødeforhandlingen umiddelbart inden afstemningen. Som det er tilfældet ved førstebehandlingen, udarbejdes Kommissionen holdning af gruppen med ansvar for interinstitutionelle forbindelser, hvorefter den ratificeres af kommissærerne.

20. Rådet kan også opfordres til at afgive bemærkninger.

21. De mulige resultater af andenbehandlingen er følgende:

    1. forkastelse af Rådets førstebehandlingsholdning

    2. ingen afstemning i Parlamentet inden tidsfristen

    3. godkendelse af Rådets førstebehandlingsholdning uden ændringsforslag (tidlig andenbehandlingsaftale)

    4. Parlamentet stiller ændringsforslag til Rådets førstebehandlingsholdning.

22. Det kompetente udvalg, en politisk gruppe eller mindst 36 medlemmer kan foreslå, at Rådets holdning forkastes. Forslaget skal vedtages med et flertal blandt Parlamentets medlemmer, dvs. et absolut flertal. Der stemmes om denne type forslag, før man går over til afstemningen om ændringsforslag.

23. Forkastelse af Rådets holdning er ensbetydende med afslutning af lovgivningsproceduren: den kan kun åbnes igen med et nyt forslag fra Kommissionen. I juli 2005 forkastede et overvældende flertal af MEP'erne Rådets holdning til direktivet om softwarepatenter (direktivet om computerimplementerede opfindelsers patenterbarhed), hvilket slog forslaget ihjel. Denne sag rejste spørgsmålet, om Kommissionen kan trække et forslag, der har passeret førstebehandlingen, tilbage. Kommissionen fastholder sin ret til at trække forslag tilbage når som helst, men Parlamentet og Rådet mener, at når Rådet har vedtaget sin førstebehandlingsholdning, så er det den tekst, og ikke Kommissionens forslag, som udgør grundlaget for resten af proceduren, og at Kommissionen som følge heraf ikke kan trække en tekst tilbage, som den ikke længere har ejerskab over.

24. Træffer Parlamentet ikke en afgørelse inden fristen, betragtes retsakten som vedtaget i overensstemmelse med Rådets førstebehandlingsholdning.

25. Vedtages der ikke ændringsforslag eller forslag om forkastelse, meddeler formanden blot, at den foreslåede retsakt er vedtaget (der foreligger ingen formel afstemning).

26. Når retsakten er vedtaget, fremsendes den til undertegnelse til Parlamentets og Rådets formænd og generalsekretærer og offentliggøres herefter i EU-Tidende.

27. Endelig kan Parlamentet stille ændringsforslag til Rådets førstebehandlingsholdning. De skal opfylde kravene til andenbehandlingen, og hvert ændringsforslag skal vedtages af et absolut flertal af Parlamentets medlemmer.

28. Afstemningsresultatet meddeles til Rådet og Kommissionen.

29. I traktaten stilles der specifikt krav til Kommissionen om at afgive en skriftlig udtalelse om Parlamentets ændringer, og denne er afgørende for, hvilken afstemningsprocedure der skal anvendes i Rådet: eksempelvis skal Rådet, hvis det ønsker at vedtage et af Parlamentets ændringsforslag, som Kommissionen har afgivet negativ udtalelse om, gøre dette med enstemmighed.

Forhandlinger mellem EU-institutionerne

1. For at forhandlingerne kan afsluttes med et positivt resultat før en forligsprocedure, skal Parlamentet og Rådet forhandle, mens forslaget stadig afventer Parlamentets andenbehandling. Forhandlingerne finder sted på uformelle trepartsmøder (triloger) med deltagelse af Kommissionen. Parlamentets forhandlingsteam ledes af formanden for det kompetente udvalg, mens ordføreren for den specifikke sag spiller en ledende rolle i forsvaret af Parlamentets holdning. Teamet omfatter også skyggeordførerne fra de politiske grupper. Rådet er repræsenteret ved formandskabet for den relevante arbejdsgruppe i Rådet eller i Coreper — eller nogle gange af en minister — og bistås af Rådets administration. Kommissionen er normalt repræsenteret ved de tjenestemænd, der har ansvaret for sagen (nogle gange af den ansvarlige kommissær), bistået af Kommissionens Generalsekretariat og dens Juridiske Tjeneste.

2. Parlamentets mandat under disse forhandlinger er dets førstebehandlingsholdning.

3. Formålet med disse forhandlinger er at nå til enighed om en pakke af ændringsforslag, som kan accepteres af Rådet og Parlamentet. Kommissionens holdning er også vigtig, fordi den er afgørende for, hvilken afstemningsform Rådet skal anvende ved afstemningen om Parlamentets ændringsforslag.

4. Krones forhandlingerne med succes, sender formanden for Coreper en skrivelse til formanden for det kompetente udvalg i Parlamentet, hvori Rådet forpligter sig til at godkende Parlamentets ændringsforslag, hvis de er i overensstemmelse med det kompromis, Rådet og Parlamentet i fællesskab er nået frem til.

5. Den foreløbige aftale skal godkendes af det korresponderende udvalg med et simpelt flertal. Derefter indgives det til plenarforsamlingen af det kompetente udvalg.

Rådet har tre måneder til at gennemføre sin andenbehandling med mulighed for en måneds forlængelse.

Rådet stemmer med kvalificeret flertal om de af Parlamentets ændringsforslag, som Kommissionen har afgivet en positiv udtalelse om, og med enstemmighed om de ændringsforslag, som Kommissionen har afgivet en negativ udtalelse om.

Rådet kan kun reagere på Parlamentets ændringsforslag. Du kan fortælle din regering om dit syn på de enkelte ændringsforslag.

Hvis Rådet godkender Parlamentets holdning ved andenbehandling, er retsakten vedtaget, og den offentliggøres som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (eller forordning eller afgørelse).

Hvis Rådet ikke godkender Parlamentets holdning ved andenbehandling, fortsætter lovgivningsproceduren med forligsstadiet.

I valgperioden 2014-2019 blev enighed ved andenbehandlingen kun opnået ved fire ud af 401 lovgivningssager (1 %) (eksklusive aftaler ved tidlig andenbehandling), sammenlignet med 5 % i perioden 2009-2014, 13 % i perioden 2004-2009 og 24 % i perioden 1999-2004.

Den gennemsnitlige varighed af proceduren for vedtagelse ved andenbehandlingen i valgperioden 2014-2019 (eksklusive aftaler ved tidlig andenbehandling) var 40 måneder. Den gennemsnitlige længde i valgperioderne 2009-2014 og 2004-2009 var 32 måneder, mens den i valgperioden 1999-2004 var 24 måneder.

Rådet har tre (med mulighed for forlængelse til fire) måneder til at behandle Parlamentets holdning ved andenbehandling. Det modtager også oplysninger om Europa-Kommissionens holdning til Parlamentets ændringer ved andenbehandling. Rådet enten godkender alle Parlamentets ændringer, hvorefter retsakten er vedtaget, eller godkender ikke alle ændringerne. I sidstnævnte tilfælde indkalder Rådets formand efter aftale med Parlamentets formand til et møde i Forligsudvalget.

1. Efter den officielle modtagelse af Europa-Parlamentets ændringer ved andenbehandling på alle officielle sprog begynder uret for Rådets andenbehandling at tikke.

2. Rådet har nu tre (eller, i tilfælde af forlængelse, fire) måneder til at handle.

3. Rådet kan godkende eller forkaste Parlamentets ændringer. Inden Rådet træffer sin afgørelse, modtager det Kommissionens udtalelse om dem.

4. Proceduren minder om den for udarbejdelsen af Rådets førstebehandlingsholdning: den kompetente arbejdsgruppe udarbejder en holdning, som fremsendes til Coreper og vedtages af Rådet.

5. Antallet af nødvendige stemmer ved Rådets andenbehandling afhænger af Kommissionens udtalelse om Parlamentets ændringer. Ændringer, som Kommissionen har afgivet en positiv udtalelse om, kan godkendes med kvalificeret flertal i Rådet. Ændringer, som Kommissionen har afgivet en negativ udtalelse om, kræver enstemmig godkendelse i Rådet.

6. Hvis alle Parlamentets ændringer ved andenbehandling godkendes af Rådet, betragtes retsakten som vedtaget. Den lovgivningsmæssige tekst undertegnes af Europa-Parlamentets og Rådets formænd og generalsekretærer og offentliggøres i EU-Tidende.

7. Godkender Rådet ikke alle Parlamentets ændringer, indkalder formanden for Rådet efter aftale med formanden for Europa-Parlamentet til et møde i Forligsudvalget inden for en frist på seks uger (med mulighed for forlængelse med to uger) efter Rådets forkastelse.

Forligsudvalget skal indkaldes inden for seks uger (med mulighed for forlængelse til otte). Det har seks uger (eller otte, hvis det er aftalt) til at nå til enighed om et fælles udkast.

Parlamentets delegation til Forligsudvalget godkender det fælles udkast med et absolut flertal (på nuværende tidspunkt mindst 14 stemmer ud af 27), mens Rådets repræsentanter generelt stemmer med kvalificeret flertal.

Der er så godt som ingen muligheder for at fremsætte ændringsforslag, men du kan fortælle de parlamentsmedlemmer, der deltager i Forligsudvalget, og din regering om de punkter, som du mener ikke bør indgå i den endelige retsakt.

Hvis der opnås enighed, forelægger udvalget et ”fælles udkast”, hvis fulde titel er ”Forligsudvalgets fælles udkast”.

I valgperioden 2014-2019 var der ingen forligsprocedurer. Dette bekræftede en tendens, der blev synlig i tidligere parlamentariske valgperioder: I valgperioden 2009-2014 gik 2 % af sagerne (9 sager) til Forligsudvalget, hvilket var et fald fra 5 % af sagerne (24 sager) i valgperioden 2004-2009 og 20 % i valgperioden 1999-2004.

Det lykkedes ikke Forligsudvalget at opnå enighed om et fælles udkast om:

• Taletelefoni i 1994

• Værdipapirudvalget i 1998

• Arbejdstidsdirektivet i 2009

• Forordningen om nye levnedsmidler i 2011

Senest seks uger (med mulighed for forlængelse til otte) fra afslutningen af Rådets andenbehandling (hvor det ikke har accepteret alle Parlamentets andenbehandlingsændringer) indkalder formanden for Rådet og formanden for Parlamentet Forligsudvalget, der består af lige mange parlamentsmedlemmer og repræsentanter for Rådet. Forligsudvalget har seks uger (med mulighed for forlængelse til otte) til at vedtage et fælles udkast på grundlag af Parlamentets holdning ved andenbehandling og Rådets andenbehandlingsholdning. Hvis Forligsudvalget ikke vedtager et fælles udkast, falder den foreslåede retsakt bort, og proceduren afsluttes. Hvis Forligsudvalget vedtager et fælles udkast, fremsendes dette til tredjebehandling i Europa-Parlamentet og Rådet.

1. Godkender Rådet ikke alle Parlamentets ændringer ved andenbehandling, indkaldes der til møde i Forligsudvalget.

2. I Forligsudvalget forhandler de to medlovgivere – Europa-Parlamentet og Rådet – direkte med henblik på at nå frem til en aftale i form af et fælles udkast.

3. Forligsudvalget skal indkaldes senest seks uger (eller otte, hvis der er enighed om en fristforlængelse) efter afslutningen på Rådets andenbehandling og dets officielle meddelelse til Parlamentet om, at det ikke kan godkende Parlamentets andenbehandlingsændringer.

4. Hvert lovgivningsforslag, som kræver iværksættelse af forligsproceduren, behandles enkeltvis i et dertil nedsat Forligsudvalg.

5. Forligsudvalget indkaldes til møde af formanden for Rådet efter aftale med formanden for Parlamentet. Det betragtes som sammenkaldt, når det første møde finder sted.

6. Fra dagen for det første møde har det seks uger (med mulig forlængelse på to uger på Parlamentets eller Rådets initiativ eller ved fælles overenskomst) til at forhandle om og godkende et fælles udkast.

7. Inden udvalget officielt påbegynder sit arbejde, finder der forberedende triloger og tekniske møder sted, når det står klart, at Rådet ikke vil være i stand til at acceptere Parlamentets andenbehandlingsændringer. Møder i Forligsudvalget kan også afbrydes af trilogforhandlinger.

8. Ved triloger og tekniske møder samles små hold af forhandlere fra Parlamentet, Rådet og Kommissionen, som hver især rapporterer tilbage til deres delegation i Forligsudvalget.

9. Parlamentet er ved triloger repræsenteret af formanden for delegationen til Forligsudvalget, formanden for Parlamentets kompetente udvalg og ordføreren, som bistås af medlemmer af Parlamentets forligssekretariat og om nødvendigt af en fra Juridisk Tjeneste.

10. Rådet er repræsenteret ved et medlem af Rådet eller den stedfortrædende eller permanente repræsentant (hhv. formand for Coreper I eller Coreper II) for den medlemsstat, som har formandskabet, som bistås af medlemmer af Rådets sekretariat, herunder den juridiske tjeneste.

11. Europa-Kommissionen repræsenteres af kommissæren eller dennes repræsentant (generaldirektør for afdelingen med ansvar for sagen) med bistand fra eksperter, dens juridiske tjeneste og administration.

12. I de tekniske møder er deltagerne sædvanligvis eksperter og tjenestemænd fra de tre institutioner.

13. Forhandlingerne under trilogerne foregår på grundlag af et "arbejdsdokument i fire kolonner" med Parlamentets og Rådets holdninger som følger:

    1. Rådets førstebehandlingsholdning

    2. Parlamentets andenbehandlingsændringer

    3. Rådets holdning til Parlamentets ændringer (godkendelse, forkastelse eller en mulig kompromistekst)

    4. Parlamentets delegations holdning til Rådets forslag.

14. I løbet af forhandlingerne søger de to delegationer at finde frem til kompromisser om ændringer, hvor der stadig er uenigheder. Med det for øje kan der være behov for yderligere detaljerede udkast fra små arbejdsgrupper på enten politisk eller teknisk niveau.

15. De respektive forhandlere forelægger derefter resultaterne af den enkelte trilog for Parlamentets og Rådets delegationer til godkendelse, og der tilrettelægges om nødvendigt yderligere triloger eller uformelle møder.

16. Selve Forligsudvalget består af to lige store delegationer: en fra Europa-Parlamentet og en fra Rådet.

    1. Rådets delegation udgøres af en repræsentant fra hver medlemsstat (ministre, eller som regel medlemsstaternes repræsentanter i Coreper). Rådets delegation ledes af den minister, der har forsædet for det ministerråd, der har ansvaret for sagen. Den handler med kvalificeret flertal (undtagen i sager, hvor der ifølge traktaten stilles krav om enstemmighed).

    2. Parlamentets delegation udgøres af et tilsvarende antal medlemmer – 27 – plus 27 stedfortrædere (som kun kan stemme, hvis et medlem fra deres politiske gruppe er fraværende). Tre næstformænd for Parlamentet er permanente medlemmer af Forligsudvalget og deles om at være med til at lede det. De andre medlemmer af Parlamentets delegation vælges af de politiske grupper i forhold til hver enkelt gruppes størrelse i Parlamentet. Flertallet kommer normalt fra det udvalg i Parlamentet, der har ansvaret for sagen. Som regel forsøger delegationen at arbejde ved konsensus. I tilfælde af afstemninger træffes delegationens beslutninger med et flertal af delegationens medlemmer (p.t. er det 14 stemmer). Yderligere oplysninger om Parlamentets delegation til Forligsudvalget findes nedenfor.

    3. Kommissionen, der i princippet er repræsenteret ved den kommissær, der er ansvarlig for sagen, deltager også i Forligsudvalgets møder med henblik på at bringe Parlamentets og Rådets holdninger i overensstemmelse med hinanden.

17. Som det er tilfældet ved trilogerne er det vigtigste redskab det arbejdsdokument i fire kolonner (se punkt 13), som er oversat til alle officielle sprog. Udvalget har også Kommissionens forslag og dens holdning til Parlamentets andenbehandlingsændringer.

18. Forligsudvalgets møder ledes i fællesskab af en næstformand for Europa-Parlamentet og en minister fra den medlemsstat, der har formandskabet. Det mødes skiftevis i Parlamentets og Rådets bygninger, mestendels i Bruxelles.

19. De fleste møder i Forligsudvalget begynder med en trilog, hvor de to medlovgivere præciserer deres holdninger på grundlag af mandatet fra deres respektive institution. Kommissionen fungerer som facilitator.

20. Den institution, som er vært for Forligsudvalgets første møde, har ansvaret for udarbejdelsen af det fælles udkast og ledsageskrivelsen dertil samt, efter Parlamentets og Rådets endelige vedtagelse af retsakten, for undertegnelsen af denne ved de to institutioners formænd og for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

21. Hvis Parlamentets og Rådets delegationer ikke når til enighed i Forligsudvalget, bortfalder forslaget. En ny procedure kan kun baseres på et nyt forslag fra Kommissionen. Pr. januar 2020 har der kun været fire sager, hvor det ikke lykkedes Forligsudvalget at nå til enighed om et fælles udkast, nemlig sagerne "Taletelefoni" (1994), "Værdipapirudvalget" (1998), "Arbejdstidsdirektivet" (2009) og "Forordningen om nye levnedsmidler" (2011).

    • Tilrettelæggelse af arbejdstiden

    • Nye levnedsmidler

22. Hvis Parlamentets og Rådets delegationer når frem til et kompromis, skal Forligsudvalget godkende et fælles udkast. Rådets delegation godkender det med kvalificeret flertal (eller enstemmighed i visse tilfælde, der er fastlagt i traktaten), mens Parlamentets delegation stemmer med simpelt flertal af sine medlemmer.

23. Så snart der er opnået enighed om et fælles udkast i Forligsudvalget (eller senere ved en brevveksling mellem de to formænd), udarbejder generalsekretariatet for den institution, hvor det første møde blev afholdt, et udkast til retsakt i princippet på det sprog, der er blevet anvendt under forhandlingerne. Der offentliggøres en provisorisk version af dette på Parlamentets websted så hurtigt som muligt efter afslutningen af forhandlingerne .

24. Efter den juridiske og sproglige gennemgang gøres dette dokument tilgængeligt på alle officielle EU-sprog.

25. De to formænd for Forligsudvalget fremsender det fælles udkast sammen med en ledsageskrivelse til Parlamentets formand og den siddende formand for Rådet. Eventuelle erklæringer fra institutionerne er vedføjet ledsageskrivelsen. Skrivelsen sendes ligeledes til orientering til den repræsentant for Kommissionen, der har deltaget i Forligsudvalgets møder.

26. Den aftale, der er indgået i Forligsudvalget, skal bekræftes af både Parlamentet og Rådet. De to institutioner stemmer hver for sig om det fælles udkast i den foreliggende form – uden nogen mulighed for at ændre det yderligere.

Parlamentets delegation i forligsproceduren

1. Parlamentet repræsenteres i forligsproceduren af en delegation til Forligsudvalget med samme antal medlemmer som Rådets delegation. Delegationen vælges særskilt for hver forligsprocedure. Det er dens opgave at repræsentere hele Parlamentet i forhandlingerne med Rådet.

2. Ved begyndelsen af hver valgperiode eller under valgperioden, hvis der sker større ændringer i Europa-Parlamentets generelle sammensætning, fastsætter Formandskonferencen delegationernes politiske sammensætning i overensstemmelse med styrkeforholdet mellem de politiske grupper.

3. De tre næstformænd med særligt ansvar for forlig deltager i hver delegation og tæller med i medlemskvoten for hver politisk gruppe. Hver delegation har en af disse tre som formand: De tre næstformænd afgør indbyrdes, hvem der har ansvaret for de enkelte sager, og dermed hvilke delegationer de er formænd for. Ordføreren/Ordførerne og formanden for Parlamentets kompetente udvalg er også automatisk medlemmer af delegationen, og de tæller med i kvoten for deres politiske gruppe.

4. De øvrige medlemmer af delegationen udpeges af hver politisk gruppe for hver forligsprocedure. De fleste af de øvrige udpegede medlemmer kommer fra det kompetente udvalg eller fra de udvalg, der har afgivet udtalelse. Hvis proceduren med associerede udvalg finder anvendelse, skal Parlamentets delegation omfatte ordføreren for hvert associeret udvalg. De politiske grupper skal også vælge et tilsvarende antal stedfortrædere, som kan deltage aktivt i delegationens arbejde, men kun kan stemme, hvis de erstatter et ordinært medlem.

Tilrettelæggelse af delegationens arbejde

6. Parlamentets delegation afholder et konstituerende møde for at tildele et mandat til forhandlingsteamet – som normalt består af den næstformand, der er formand for delegationen, formanden for det kompetente udvalg og ordføreren/ordførerne – således at trilogmøderne kan begynde.

7. Kommissionen er til stede ved dette og alle efterfølgende møder i Parlamentets delegation. Dens repræsentanter forventes at redegøre for og forklare Kommissionens holdning til Parlamentets andenbehandlingsændringer og så vidt muligt give oplysninger om udviklinger i Rådet, som de måtte have kendskab til.

8. Medlemmer af delegationen overvåger løbende udviklingen i forligsproceduren på efterfølgende møder.

9. Hovedformålet med delegationsmøderne er at ajourføre forhandlingsteamets mandat og drøfte eventuelle kompromistekster. Delegationen tilslutter sig visse ændringer eller kompromisforslag under forudsætning af generel enighed. Hvis der er uløste problemer, giver delegationen forhandlingsteamet instruktioner om, hvordan det skal fortsætte forhandlingerne med Rådet. Parlamentets delegation træffer også proceduremæssige afgørelser, f.eks. om der bør afholdes endnu et trepartsmøde, eller om Forligsudvalget kan indkaldes og i givet fald hvornår.

10. Når proceduren er afsluttet, godkender eller forkaster delegationen formelt den aftale, der nået ved forligsproceduren. Delegationen bestræber sig på at træffe afgørelse ved konsensus. Er en afstemning imidlertid nødvendig, kræves der et absolut flertal af medlemmerne for at opnå godkendelse (dvs. mindst 14 ud af 27).

11. Delegationen bistås af en særlig tjenestegren i Parlamentets administration, lovgivningsenheden og specialiserede tjenester: f.eks. Juridisk Tjeneste, juristlingvister og Presseenheden.

Parlamentet og Rådet har seks uger til at godkende det fælles udkast, som kan forlænges til otte uger, hvis de to institutioner er enige om det. Hvis enten Parlamentet eller Rådet forkaster teksten eller ikke godkender den i tide, afsluttes proceduren uden vedtagelse af lovgivning.

Parlamentet godkender den fælles holdning med simpelt flertal af de afgivne stemmer. Rådet godkender det fælles udkast med kvalificeret flertal.

Det fælles udkast kan ikke ændres. Du kan kun bede dit medlem og/eller din regering om at godkende eller forkaste det fælles udkast.

Europa-Parlamentet vedtager en lovgivningsmæssig beslutning om Forligsudvalgets fælles udkast, hvori det enten godkender eller forkaster det fælles udkast.

Rådet udarbejder ikke noget officielt dokument.

Hvis det fælles udkast godkendes, er retsakten vedtaget, og den offentliggøres som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (eller forordning eller afgørelse).

Indtil videre er tre fælles udkast blevet forkastet af Parlamentet:

• Beskyttelse af bioteknologiske opfindelser i 1995

• Overtagelsestilbud i 2001

• Havnetjenester i 2003

Rådet har aldrig forkastet et fælles udkast.

Det fælles udkast sendes samtidigt til Parlamentet og Rådet med henblik på godkendelse. Der er ikke nogen fast rækkefølge for de to lovgivende institutioners afgørelse. De har seks uger (eller otte, hvis der foreligger en fælles aftale om det) til at træffe en afgørelse, og de kan ikke ændre teksten. Forud for Parlamentets afstemning om det fælles udkast på plenarmødet afholdes en forhandling. Hvis Parlamentet og Rådet godkender det fælles udkast, er lovgivningsforslaget vedtaget. Hvis en eller begge institutioner forkaster det, eller ikke svarer inden fristes udløb, bortfalder retsakten, og proceduren afsluttes. Den kan kun genoptages med et nyt forslag fra Kommissionen.

1. Hvis Forligsudvalget godkender det fælles udkast, skal det godkendes af hele Parlamentet og Rådet ved tredjebehandlinger. De to institutioner stemmer hver for sig om det fælles udkast – uden nogen mulighed for at ændre det yderligere.

2. Når forligsproceduren er afsluttet med et positivt resultat, udarbejdes et fælles udkast på grundlag af det fælles arbejdsdokument og de eventuelle ændringer, der er opnået enighed om under forligsproceduren. Det udarbejdes først på ét sprog og oversættes derefter til de øvrige officielle sprog. Den originale sprogversion af det fælles udkast fremsendes til delegationens medlemmer.

3. Det endelige fælles udkast fremsendes efter en juridisk-sproglig verifikation i både Parlamentet og Rådet formelt til de to formænd for Forligsudvalget samt til Parlamentets formand og Rådets siddende formand. Eventuelle erklæringer fra institutionerne er vedføjet deres skrivelse.

4. Tredjebehandlingen gennemføres i løbet af en periode på seks uger fra denne skrivelses dato. Denne frist kan på Parlamentets eller Rådets initiativ og efter fælles overenskomst mellem dem forlænges med højst to uger.

Parlamentet

1. I løbet af denne periode på seks uger (med mulighed for forlængelse til otte) modtager medlemmerne af Parlamentets delegation det endelige fælles udkast på deres respektive sprog sammen med en betænkning, der beskriver forligsprocedurens forskellige trin og resultater, herunder resultatet af delegationens afstemning om afslutningen på forligsproceduren. Det endelige fælles udkast, den betænkning, som ordføreren og udvalgsformanden har udarbejdet, ledsageskrivelsen og eventuelle institutionelle erklæringer fremsendes til Parlamentets plenarmødetjeneste. På dette tidspunkt offentliggøres de forskellige sprogversioner af aftalen på Parlamentets websted.

2. Forud for afstemningen om det fælles udkast på plenarmødet afholdes en forhandling om resultatet af forhandlingerne og den aftale, der er indgået (eller ikke indgået) med Rådet. Forhandlingen indledes normalt med redegørelser fra den næstformand, der er formand for delegationen, og fra ordføreren. Derefter stemmes der om det fælles udkast. Det godkendes med et simpelt flertal af de afgivne stemmer, opnås dette ikke, er det fælles udkast forkastet.

3. Parlamentet har indtil januar 2020 forkastet fælles udkast tre gange:

   • Protection of biotechnological inventions in 1995
   • Takover bids in 2001
   • Port Services in 2003

Rådet

1. Det fælles udkast skal også godkendes af Rådet, der normalt foretrækker at stemme om det efter Parlamentets tredjebehandling. Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

2. I praksis skaber Rådets godkendelse af det fælles udkast ikke nogen problemer, eftersom Rådets delegation til Forligsudvalget udgøres af en repræsentant pr. medlemsstat. Rådet har til dato ikke forkastet en aftale indgået i Forligsudvalget.

3. Hvis en af de to institutioner ikke godkender det fælles udkast, afsluttes lovgivningsproceduren. Den kan kun genoptages med et nyt forslag fra Kommissionen.

4. Hvis retsakten vedtages af både Parlamentet og Rådet, fremsendes den til undertegnelse til Parlamentets og Rådets formænd og generalsekretærer, hvorefter den offentliggøres i EU-Tidende.